Fra tidlig tid har der været tradition for erhverv i Lundtofte, hvor mølleindustrierne har været starten på denne erhvervsudvikling. Ud over to større erhvervsområder består Lundtofte af parcel- og rækkehuse samt enkelte større etageboligbebyggelser; for eksempel Lundtofteparken og Mølleåparken. Lundtofte Landsby ligger omkring et gadekær. Lundtofte har godt 6.000 indbyggere.
I Lundtofte er handelen koncentreret i de tre lokalcentre med dagligvarer; Lundtofteparken, Ørholm og Brede Torv. Derudover findes der i Lundtofte enkelte lokale butikker.
Lundtofte er velforsynet med boliger for ældre, plejeboliger og faciliteter for ældre. Den kommunale ældreomsorg varetages fra plejecentrene Bredebo og Lystoftebakken. Plejecenter Lystoftebakken, der ligger i Brede-Ørholmkvarteret, servicerer hele kommunen.
Der pågår en omfattende renovering af Lundtofte Skole med henblik på at skabe et mere tidssvarende og inspirerende læringsmiljø. Der opføres blandt andet en ny tilbygning, som bl.a. kan anvendes til musik og teaterarrangementer.
Der findes inden- og udendørs idrætsfaciliteter i Lundtoftehallen og de tilhørende idrætsanlæg samt på Lundtofte Skole og Brede Boldbaner.
Ud over nærheden til Mølleådalen og de grønne områder omkring Gadekæret og i Egegårdsparken er der park- og fritidsområderne Runde Bakke, Borrebakken og Troldehøj.
Hovedstadens Letbane
I 2011 blev kommunerne, Region Hovedstaden og Transportministeriet enige om en samarbejdsaftale. Og i 2025 forventes letbanen at køre sin første tur mellem Lundtofte og Ishøj. Letbanen får syv stationer i Lyngby-Taarbæk Kommune. Endestationen kommer til at hedde Lundtofte og ligger overfor Lundtofteparken.
Igangværende projekter
Erhvervsområdet Maglebjergvej, Nøjsomhedsvej og Nymøllevej er fastlagt anvendt til henholdsvis kontor samt let industri og håndværk. Der overvejes ændringer i anvendelsen af området til fx videnserhverv og undervisningsformål.
Lundtofte Landsby er overordnet fastlagt til offentlige formål. Kommunen ønsker at støtte og udvikle kvaliteterne i landsbyen, herunder de bygningsmæssige kvaliteter, kulturmiljø, grønne områder og stiforbindelser.
På Lundtoftevej 160 m.fl. er der planlagt blandet bolig og erhverv og delvist lokalplanlagt til 475 ungdomsboliger.
For at bevare udsigten ud over de grønne områder fra Eremitageslottet er der aftalt regler om højdegrænser af hensyn til sigtelinjer fra Eremitageslottet ud over bydelene Hjortekær, Lundtofte og Lyngby.
Der skal ved ny bebyggelse tages særlige hensyn til sigtelinjer fra Eremitageslottet i Dyrehaven.
LINKS