Status: Forslag
Baggrund og Formål
Baggrunden for kommuneplantillæg 11/2021 er at skabe planmæssigt grundlag for at differentiere parkeringsnormen inden for DTU's campus. Der introduceres en mulighed for reduktion af kravet til antallet af parkeringspladser for nybyggeri og tilbygning, der placeres inden for 300 meter fra letbanestationerne på og ved DTU (Akademivej, Anker Engelunds Vej og Rævehøjvej).
Ændringen skal understøtte den grønne omstilling, hvor stationsnærhed og kollektiv trafik prioriteres. DTU campus er omfattet af kommuneplanramme 1.7.90 - DTU, der udlægger området til offentlige formål.
Området er beliggende i byzone og udpeget som stationsnært kerneområde i forhold til letbanens stationer. Dette understøtter også DTU's centrale rolle som et nationalt og internationalt uddannelses- og forskningsmiljø med stor regional betydning.
Den gældende kommuneplanramme 1.7.90 muliggør både offentlige og private formål, herunder undervisning, forskning, innovation, kollegier, konferencevirksomhed samt produktion i begrænset omfang, hvor en tilknytning til DTU's aktiviteter kan udnyttes.
Ved nybyggeri, tilbygning eller ændret anvendelse stilles i gældende Lokalplan 228 følgende krav til udlæg af parkeringspladser. Bilparkering: 1 p-plads/100 m² etageareal i forhold til alle anvendelseskategorier.
I gældende Kommuneplan 2021 er der desuden allerede mulighed for reduktion af antallet af p-pladser – dog i forhold til boliger, erhverv og detailhandel i det stationsnære kerneområde.
Med kommuneplantillægget sikres det, at planlægningen for DTU’s campus understøtter både universitetets fortsatte udvikling og kommunens målsætninger om grøn omstilling.
Indhold
I takt med anlæg af letbanen og etableringen af 3 letbanestationer i direkte tilknytning til DTU, bliver campus særligt stationsnære kerneområde yderligere styrket. Dette skaber nye muligheder for at fremme bæredygtig mobilitet og reducere behovet for bilparkering, særligt i de områder, der ligger i umiddelbar nærhed af letbanestationerne. Planlægning af området skal tænkes sammen med kommende letbane, letbanestationer samt fremtidige trafikale anlæg til forbedring af trafikforholdene i forbindelse med byudviklingen. Kommuneplantillægget giver på DTU mulighed for, at parkeringsnormen på 1 p-plads/100 m2 for ny bebyggelse, tilbygning og ændret anvendelse kan vurderes med henblik på op til 25% reduktion inden for de særligt stationsnære kerneområder som med dette kommuneplantillæg fastsættes til 300 meters cirkelslag fra letbanestationerne. Dette vil støtte op om de strategiske mål om at fremme kollektiv trafik og bæredygtig udvikling i stationsnære kerneområder. Uden for denne zone (300 m radius) fastholdes den gældende parkeringsnorm på 1 parkeringsplads pr. 100 m² etageareal.
Bilag IV arter
Der er i forbindelse med udarbejdelsen af miljørapporten tilhørende lokalplan 305 for DTU og dette kommuneplantillæg 11/2021 gennemført en undersøgelse af bilag IV-arter. Det fremgår af miljørapporten at der ikke er registreret fund af bilag IV-arter inden for planområdet. På den baggrund vurderer Lyngby-Taarbæk, at kommuneplantillægget ikke vil påvirke bilag IV-arter.
Der er ligeledes foretaget undersøgelser på stedet. Det er undersøgt om der er egnede levesteder for flagermus. Ved besigtigelsen blev der registreret 22 egnede træer inden for området, hvoraf 2 bøgetræer af de 22 registrerede træer er placeret i det område, hvor pavillonen skal opføres, og derfor skal fældes.
Vurdering:
Da der ikke er registreret ynglekolonier eller mellemkvarterer i de to træer og da området ikke udgør noget vigtigt fourageringshabitat for de registrerede arter, vurderes det, at den økologiske funktionalitet for områdets flagermusbestand, kan opretholdes ved en realisering af projektet.
Det vurderes ligeledes, at der ikke er behov for at implementere afværgeforanstaltninger, da projektet vurderes til at have ingen/ubetydelig påvirkning af
den lokale flagermusbestand.
Parkering
Rammeområdet er som tidligere nævnt beliggende i stationsnært kerneområde. I Kommuneplan 2021 er der fastsat generelle P-normer ved nybyggeri, tilbygning eller ændret anvendelse. I gældende lokalplan for DTU stilles følgende krav til udlæg af parkeringspladser. Bilparkering: 1 p-plads/100 m² etageareal til undervisningsformål efter en konkret vurdering.
I gældende Kommuneplan 2021 er der fastsat p-norm for boliger, kontor og detailhandel. Øvrige anvendelser skal vurderes i hvert enkelt tilfælde. I de seneste lokalplaner for DTU har p-normen været sat til 1 p-plads/100 m². Kommunalbestyrelsen ønsker at støtte grøn omstilling yderligere i dette område ved at give mulighed for et færre antal parkeringspladser til biler i en zone på maks. 300 meter fra letbanestationerne i tilknytning til DTU. Færre antal parkeringspladser kan bidrage til en øget brug af kollektiv trafik. Færre antal bilparkeringspladser på terræn kan derudover øge muligheden for byrum og fri- og opholdsarealer.
DTU ligger altså i forvejen i stationsært kerneområde, der ifølge Kommuneplan 2021 giver mulighed for reduktion og dobbeltudnyttelse ved andre anvendelser som bolig, kontor og detailhandel. Kommunalbestyrelsen vurderer, at den stationsnære placering også for offentlige formål/ uddannelsesinstitutioner kan give anledning til vurdering af mulighed for yderligere reduktionsmuligheder. Derfor introduceres et nyt ”særligt stationsnært kerneområde”, hvor der efter beregning af 1 p-plads/100 m2 gives muligheder for en reduktion på op til 25 % efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Svarende til reduktionsmulighederne for kontor og erhverv i Kgs. Lyngby i de "særligt stationsnære kerneområder", der planlægges ved Lyngby Station og letbanestation.
Stationsnærhedsprincippet baserer sig på en undersøgelse om "Arbejdspladslokalisering og transportadfærd" fra 2001. Undersøgelsen viser, at jo tættere på en station arbejdspladserne ligger, jo flere ansatte benytter kollektiv transport til og fra arbejdspladser - fordelt på forskellige typer af arbejdspladser, særligt i intervallet 0-500 meter.
Kommunalbestyrelsen vurderer, at der på DTU beliggende inden for en zone på 300 m fra en af de 3 stationer tættest på DTU med mellem 10.000 – 15.000 studerende og ansatte vil være den samme tendens som ved Kgs. Lyngby Stadion og letbanestationen om ikke endnu mere.
En del af lokalplanområdet er beliggende indenfor en radius af 300 m. fra de tre letbanestationer, se figur 1.
Kommuneplanstrategien - Byudvikling i Balance 2023 beskriver, hvilken retning kommunalbestyrelsen ønsker at ændre Kommuneplan 2021 frem mod Kommuneplan 2025. Kommunalbestyrelsen har fokus på grøn mobilitet og har en indsat om at tilrette normer for bilparkering og undersøge muligheden for yderligere reduktion i antallet af p-pladser efter en vurdering i stationsnære kerneområder.
Figur 1 - Illustration af den foreslåede parkeringsnorm for DTU, hvor parkeringsnormen inden for en radius af 300 m fra letbanestationerne er 1 p-plads pr. 100 m² med mulighed for reduktion op til 25% efter en konkret vurdering. Udenfor disse områder er p-normen fortsat 1 p-plads pr. 100 m².
Del af rammeområdet vil med dette tillæg blive defineret "særligt stationsnært kerneområde". Inden for 300 meter fra letbanestationerne: 1 parkeringsplads pr. 100 m² etageareal med en reduktion på op til 25% efter vurdering. Uden for 300 meter fra letbanestationerne: 1 parkeringsplads pr. 100 m² etageareal (nuværende norm).
Vurdering:
Lyngby-Taarbæk vurderer, at en reduceret parkeringsnorm vil understøtte DTU’s mobilitetsstrategi, hvor der lægges vægt på, at studerende og medarbejdere i stigende grad benytter bæredygtige transportformer. Den kommende letbane vil forbedre den kollektive trafikbetjening af DTU, særligt for de to sydlige og den nordøstlige kvadrant. Samtidig indeholder lokalplan 305 et mere sammenhængende netværk for lette trafikanter, hvilket vil gøre det nemmere at gå og cykle mellem forskellige destinationer på campus.
Miljøvurdering
Der er foretaget en screening af kommuneplantillægget, der har resulteret i at der er udarbejdet en miljørapport for kommuneplantillæg 11/2021. Der er udarbejdet en miljørapport fælles for kommuneplantillæg og lokalplan 305, hvor følgende emner indgår:
- Trafik
- Støj
- Luft
- Rekreative forhold
- Beskyttede og fredede arter
- Grundvand
- Klimatilpasning
- Drivhusgasudledninger
- Landskab og visuelle forhold
Miljørapporten for lokalplanforslag og forslag til kommuneplantillæg indgår som bilag til lokalplanforslag 305.
Om kommuneplantillæg
Yderligere information om kommuneplantillæg kan ses her.

